Om Science Media v. Charlotte Koldbye

Kan en seks-årig forstå, hvordan belønningssystemet i hjernen fungerer? Kan en otte-årig interessere sig for, hvordan en celle er opbygget? Kan tante Inger få lyst til at forstå kvantemekanik?

Ja, det viser min erfaring mig.  Jeg har i mange år beskæftiget mig med at fortælle historier fra videnskabens verden. Fortælle om hvorfor videnskab er relevant, og vise hvordan videnskab kan berige vores liv. Jeg fortæller historier fra alle afkroge af videnskabens verden og gør den relevant for lægfolk, specielt dem, der siger at de ikke interesserer sig for videnskab.
Det fundamentalt interessante er at fortælle de gode historier, og de er der i hobetal i videnskaben.

Disse historier fortæller jeg via artikler, film, radio, podcasts, debatarrangementer, foredrag, rollespil, bøger, undervisningsmateriale til skoler…

Jeg har arbejdet en lang årrække som videnskabsjournalist i DR, på Radio 24Syv, på Experimentarium og senest som selvstændig, hvor jeg har formidlet naturvidenskab til børn og voksne i artikler, radio, video og bøger. I 2022 udkom biografien Niels Bohr, det beskedne geni, der susede ind på bestsellerlisten. Tidligere har jeg skrevet Mig og Min Hjerne (2019) Mig og Min Krop (2021).